Forpagter til sejerØhuset

SejerØhuset har siden indvielsen i april måned været drevet af et forpagterteam af unge mennesker. De har gjort sejerØhuset til det forventede samlingssted på Sejerø Havn gennem deres tilbud i restauranten, events i huset og på havnen samt aktiviteter omkring huset. De unge mennesker skal nu videre i deres uddannelse i Danmark og udlandet.

Vi søger derfor en ny forpagter,
som har lyst til at videreføre den nuværende succes.

Ganske vist er vi kun 240 fastboende på Sejerø, men vi har 400 sommerhuse, og i de tre sommermåneder har vi ca. 25.000 sommergæster og endagsturister. Havnen har besøg af ca. 3.000 lystbåde med godt 9.000 sejlere.

Vi søger en driftig forpagter – gerne et ægtepar – der har lyst til at tage udfordringen op. Sommermånederne er rigtig travle, men der er også gode indtjeningsmuligheder i skuldersæsonen og i december.

Vi har egen skole og læge samt et ældrehjem, Dagli’ Brugs og et godt foreningsliv. Der er gode muligheder for at bosætte sig på Sejerø.

Har vi pirret din interesse så kontakt Inge Marie Ringgaard på 2724 7400 og hør den gode historie om huset og vores forventninger. Du kan også sende et par ord om dig selv til forpagter@sejerohuset.dk.